Reflektioner fra en adopteret
En artikel om følelser

At søge efter sine rødder kan tit og ofte være en stor psykisk belastning, da det ofte handler om at afdække egen identitet mere end at finde navngivne personer, som man jo ikke har eller har haft kontakt med i sin opvækst. Derfor kan det tit og ofte være lidt uforståeligt for adoptivforældrene, og føles som et angreb på deres kærlighed,omsorg og tillid overfor den adopterede, når han/hun nu føler den ubændige trang til at kende sin biologiske baggrund.

Disse forhold afholder også mange adopterede fra, at gøre noget seriøst ved sagen, da de er bange for at såre deres nærmeste.

Det er meget vigtigt, at man er helt afklaret med sig selv og familien inden man går igang, for i eftersøgningsfasen får man brug for sit bagland. Det er ikke for at afskrække nogen fra at prøve, men man skal gøre sig klart at vished også kan blive en psykisk belastning.

Det er ikke alle historier, der ender som i sporløs, med en stor glad genforening. Og selv om det måske i første omgang ser ud til det, så kommer der endnu en ny identitet, man så skal forholde sig til. Lige pludselig står man splittet mellem to familimønstre, hvor man skal indplacere sig selv.

Og er den " nye " familie så alt det jeg havde drømt om?
Er der baggrunde og adfærd, som jeg hellere havde været foruden?
Er min familie parat til at involvere sig i den biologiske del af mig?

Endelig er der jo også den risiko, at den/de biologiske forældre man søger ikke er interesseret i kontakt. Enten kan de blive sure, eller bare ikke svare på ens telefonopkald eller brev. Kan man tackle det som menneske, og endnu engang er familien parat til at stå last og brast med èn i et sådan nederlag? Vedkommende man søger kan jo også risikere at være død, og man står med en form for afmagt, over at have været for sent ude.

Når nu alt dette så er sagt, og I sidder med en fornemmelse af, at det var da forfærdeligt dommedags-agtigt og deprimerende at læse, så er det kun en hjælp til reflekssion over det projekt man skal igang med. Og en opfordring til, at I ikke går igang med det uden at have støtte fra baglandet.

Og NEJ! Det behøver slet ikke at blive en fiasko, det kan ende op med en stor berigelse af ens liv, både for den adopteredes familie og den biologiske. Jeg ved bare selv, at den adopterede er utrolig skrøbelig omkring sin egen identitet og mangel på samme. Og det faktum at han/hun er blevet afvist en gang af de biologiske forældre, gør at man ikke har trang til at blive afvist igen.

Jeg fandt min bio. mor via nettet, og sprang ud idet, uden rigtig at tænke så meget, hvilket idag har betydet at jeg har fået en bror, som er et helt utroligt menneske, og min søn har fået en kanon onkel, som vi fremover bliver mere og mere knyttet til. Jeg har set billeder af min mor og talt med hende i telefon, når vi har besøgt min bror. Men er nu blevet lidt tilbageholdende med at have lyst til at se hende, da der rumsterer mange tanker hos mig i forbindelse med hendes bortgivelse af mig. Disse tanker kommer ikke mindst, når den adopterede selv får børn, og ikke rigtig fatter, hvordan man kan give sine børn væk.

Til slut vil jeg kun opfordre til, at når man har vendt og drejet det rigtig mange gange, så spring ud i det.

De bedste eftersøgnings hilsner
Lise

Tilbage


© Alt tekst, billeder og alle lydfiler tilhører Netdetektiverne og er copyrightbeskyttet. Materialet må under ingen omstændigheder anvendes i andre sammenhæng eller under nogen form kopieres.