Begyndelsen på en rejse som jeg endnu ikke ved hvor ender.

Jeg er i starten af fyrrene og har aldrig kendt min biologiske far. Jeg har siden jeg var teenager vidst, at min far som jeg kendte som ”min far” ikke var min biologiske far. Men jeg tænkte ikke videre over det da jeg jo havde en faderfigur, som fuldt ud opfyldte rollen som min far, fra jeg var spæd og helt frem til jeg var 15 år gammel. Faktisk blev jeg meget vred, såret og ked af det da jeg fik at vide, at jeg ikke var hvad jeg troede, nemlig ”min fars” datter. Min mor og ”far” gjorde meget ud af at jeg skulle vide at det intet betød i forhold til vores forældre/barn forhold. Han elskede mig og jeg var stadig hans datter. Jeg spurgte ikke om så meget efterfølgende for jeg havde jo min ”far”.

Jeg fik mit første barn og 3 år efter døde min ”far”.

I forbindelse med, at jeg selv blev mor og det nu ikke kun handlede om mig, blev jeg også mere nysgerrig. Når min søn f.eks. blev indlagt på hospitalet blev jeg spurgt ”er der noget arveligt i familien?” og det kunne jeg jo, for halvdelen af mig, ikke svare på. Jeg søgte stadig ikke svar hos min mor for jeg syntes, at det var upassende at rode op i hendes fortid - for slet ikke at nævne at jeg syntes at det føltes forkert, at begynde at søge svar nu efter min ”fars” død. Jeg følte mig illoyal selv om jeg vidste, at hverken min mor eller ”far” ville have fundet det upassende eller forkert at spørge. Indtil nu havde jeg oprigtigt ikke haft et behov for at vide noget om min biologiske far, men min nysgerrighed tog til og jeg havde med jævne mellemrum forskellige tanker om min genetiske oprindelse.

Nu gik det lige pludselig stærkt. Min nysgerrighed blev selvfølgelig også forstærket af de programmer jeg så med ”sporløs” i fjernsynet. Det lyder måske underligt men jeg fandt lige pludselig en tilhørsgruppe som jeg kunne forholde mig til. Jeg kunne sætte mig ind i hvor deres behov opstår - selv om vi har mange forskellige baggrunde og historier. Det kunne jo være mig - uden at det var det.

Jeg talte med min mor og hun fortalte mig det hun kunne huske og vidste om min biologiske far. Min mor er meget forstående og håber at jeg finder hvad jeg søger. Men jeg ved ikke hvad jeg søger. Det er meget surrealistisk - og jeg stiller da sikkert de samme spørgsmål som andre i samme situation gør: hvordan ser han ud, ligner jeg ham, ligner mine børn ham, er han rar, hvor stammer jeg fra og har jeg andre søskende osv.

Det var stadig meget svært for mig at handle på det. For det gik op for mig at der følger et enormt ansvar med at gøre det jeg gør. Hvad hvis han ikke levede op til mine forventninger? - kunne jeg så bare gå igen og lukke døren efter mig, uden at tage hensyn til hans følelser. Hvad var mine forventninger egentlig. Hvad hvis han slet ikke ville findes og jeg fik lavet en masse rod i hans liv. Måske er han slet ikke i live, der har jo trods alt været borgerkrig i landet i mange år (han er fra det tidligere Jugoslavien).

Trods min usikkerhed, har jeg valgt det ukendte og prøve, at finde min biologiske far. Jeg er så sikker som jeg nu kan være på, at det jeg gør er det rigtige for mig. Så set i lyset af min alder - og bestemt også hans alder - har jeg ikke tid til at sidde og væve. For som tiden går, bliver muligheden for at finde ham i live et sekund, et minut, en time, en dag, en måned og et år mindre. Hvis han da ikke allerede har været offer for krigen i Jugoslavien.

Jeg ved at min biologiske far så mig da jeg var spæd. Han fortalte sin familie om mig og jeg blev vist frem til hans venner, men kort tid efter jeg blev født blev han udvist af fremmedpolitiet fordi hans arbejdstilladelse og visum var udløbet. Jeg ved at han har fået næsten alle de billeder med af mig som var bleven taget da jeg var spæd, så jeg har ikke grund til at tro andet end, at han gerne ville vides af mig (der ligger selvfølgelig noget i mellem her som jeg ved, men undlader at berette om af respekt for min mors privatliv).

Jeg gik på nettet, for hvor starter man hvis man ikke lige har lyst til at tilmelde sig Sporløs. Frelsens Hær måske eller Dansk Røde kors. Et sted der i mellem stødte jeg på Netdetektiverne. Jeg har et navn på min dåbsattest og sådan starter min eftersøgning efter min biologiske far. Min sag bliver taget op om et lille års tid - og det bliver begyndelsen på en rejse som jeg endnu ikke ved hvor ender.

Hilsen
Den forhåbningsfulde.

Tilbage