Tanker fra en biologisk mor.

Den genkendelige lyd af post, der dumper ned på gulvet, forstyrrer mine tanker.
Jeg har travlt, Liverpool spiller finale i Champions League i aften og jeg får gæster.
Blikket falder omgående på den store gyldne kuvert. Jeg stivner lidt, står bare og stirrer på den. Brevet er fra hende... Min biologiske datter - det er jeg sikker på.
Jeg samler den op, med rystende hænder... Og ganske rigtigt.
Jeg dumper ned i sofaen, pulsen er høj, og jeg mærker den klamme fornemmelse af sved i håndfladerne. Tør jeg åben det? Hvad vil der stå? Har hun haft den gode og trygge barndom, jeg forventede, da jeg traf min beslutning! Er hun vred, måske afvisende! Det søde klistermærke på konvolutten signalerer anderledes.
Så kom det, brevet. I to måneder har jeg gået og tænkt på det. Ville hun skrive til mig! Svare på mit brev, jeg sendte omkring hendes 21 års fødselsdag! Brevet stirrer på mig, så åben mig dog, synes det at sige...

Tankerne glider tilbage til Østerbro. Jeg var 18 år, og gravid. For langt henne til at få en normal abort, og rædselsslagen ved tanken om, hvorledes en abort efter 12 uger foregår. Så jeg skulle være mor.
Men, det var et alt for stort ansvar for mig. En ung forvirret pige, der ikke havde fundet sit ståsted i tilværelsen, og til stadighed kæmpede med både selvværd og forholdet til mine forældre, som var dybt problematisk og uafklaret.

Men mit barn skulle ikke lide under dette, og uden den store hjælp fra omgivelserne, besluttede jeg mig for, at bortadoptere min lille pige. Hun var på det tidspunkt knap 2,5 år gammel.

Det blev en åben adoption, og det første års tid, kom jeg hos adoptivfamilien, som en “ven” Men alle de følelsesmæssige konsekvenser, tærede voldsomt på mig. “Min lille pige“, var ikke længere min, og det var en ubærlig smerte.

Igennem årene har jeg med trøst i hjertet tænkt, at det var den rigtige beslutning, jeg traf, og at hun havde et godt liv.

Men noget begynder at føles galt! Der dukker langsomt flere og flere følelser op i forbindelse med veninders børn. Når jeg møder alle de spændende unge piger i gadebilledet.
Der er noget, der gnaver inden i mig. Har jeg taget fejl! Er jeg slet ikke afklaret med min handling!

Min lille pige var jo glad, livlig og velfungerende. Var det mig selv, der stillede alt for høje krav til mig! Som mor! Som menneske! Sad der en streng dommer inden i mig, dømte mig som en fiasko! som en uduelig mor! Mens jeg bare lyttede og adlød!

Som en voksen kvinde på 40 år, må jeg erkende, at smerten indeni, aldrig forsvinder.
Tomrummet efter den tabte kærlighed til min biologiske datter, kan aldrig erstattes.
Og vreden mod det samfund, og de omgivelser, der burde have trådt til med hjælp og støtte er nok bearbejdet, men bliver aldrig glemt.

Havde jeg dog bare været klogere!!

Et smuk gul rose dukker frem. Kortet er hjemmelavet, og meget sødt. Hun er kreativ.
Jeg tager en dyb indånding, og begynder at læse brevet. Wauw, hun er en tænksom pige, god til at formulere sig, og tydeligt velbegavet.
Jeg bliver glad, ord kan ikke beskrive det, at sidde her, med brevet i hånden. Hun fortæller om sig selv, sine interesser, flere er sammenfaldene med mine, og jeg føler en form for stolthed over, at hun læser til ingeniør.
Hun takker mig for sit liv, og for, at jeg valgte bortadoption, frem for familiepleje.
Puha, jeg kan mærke knuden i maven, og tårerne kommer meget hurtigt.
Både af glæde og sorg.
Hun skriver også, at de gange i sit liv, hun har tænkt over om vi skulle ses, har hun forestillet sig, at være ældre...
Det mener jeg, er meget fornuftigt, og jeg fornemmer også , at det vil udløse, nogen voldsomme følelser i mig.

Blandt biologiske mødre kaldes det “reunion” og er en lang sej fase, med mange overvejelser, nye spørgsmål, og ambivalente følelser.

Skrevet af Elisabeth, 40 år, Frederiksberg. Elisabeth har endnu ikke mødt sin datter.

© Netdetektiverne.dk 2005-2008