Min adoptionshistorie

Jeg er en glad 39 årig pige, der her meget gerne vil fortælle min historie om, at være adoptivbarn, håber på at andre på den ene eller anden måde kan drage nytte af den.

I hele mit liv har jeg vidst, at jeg var adoptivbarn mine adoptivforældre (fremover mor og far) har aldrig lagt skjul på den kendsgerning, at de ingen børn kunne få og at de brændende ønskede sig et sådan. Og derfor blev jeg ”særligt” udvalgt på et børnehjem i Valby da jeg var 1 år gammel.
Min barndom har været tryg og varm med en udearbejdende far og en hjemmegående mor, dejligt, at hun altid var der når vi kom hjem fra skole. Ja jeg skrev vi, for der skete det lykkelige for min mor og far, at da jeg var 4 år kom min søster til verden på helt naturlig vis..

I mine teenager år fantaserede jeg som så mange andre adoptivbørn, om den rige onkel i Amerika og en bio. mor der var sten rig og boede på et slot o.s.v. Jeg havde en skoleveninde der også var adoptivbarn, vi var dygtige til sammen, at digte om, at vores forældre havde været på torvet for at vælge hver deres barn der lå i en lille bast kurv. Jo børn/unge har mange fantasier...

Jeg skulle nå de 25 år, før at jeg tog mod til mig, og skrev til folkeregistret, hvor jeg fik både min bio. far’s og mor`s adresse. Der gik nok en uge før jeg turde sende et langt brev til min bio. mor, - hvorfor det blev hende og ikke min bio. far kommer jeg ind på senere.
Tre dage efter fik jeg svar – og så gik det bare derud af, måske lidt for stærkt. Min bio. mor kom og besøgte mig på min egen bopæl, lidt af et chok, vi lignede hinanden på en prik!!! Senere besøgte jeg hende og hendes nye mand og mine tre halv-brødre var også kommet hjem den dag. Det var virkelig en stor dag, men også en svær en at ”tygge på”.
Pludselig var der en familie mere, jeg følte at jeg på en måde svigtede mine forældre, men på den anden side, har min mor altid sagt til mig, at hvis jeg ville opsøge mine rødder ville hun støtte mig alt det hun kunne. Dog blev det sværere for dem end de selv havde regnet med, men jeg har aldrig mødt en sur mine, snarere et udtryk for angst for at miste mig. Dog fortsatte jeg mine besøg hos min bio. mor, også nogle gange uden mine forældres viden for ikke at såre dem.

Den sørgelige historie om min eksistens fortalte min bio. mor mig når vi var alene: Hun havde et forhold til en mand der var ti år ældre end hende selv, hun var 17 år, blev gravid og hendes far blev så vred at han bankede hende og hun måtte flygte til noget familie langt væk fra faderen hendes egen mor døde i en tidlig alder, derfor kunne hun ikke hente hjælp der ( jeg er i øvrigt døbt efter min bio. mormor).
Graviditeten endte i svangerskabsforgiftning og det var et spørgsmål om hendes eller mit liv, jeg blev født 2 mdr. for tidligt, anbragt på et børnehjem (hvor ønsket om mit navn blev ytret af min bio. mor og som mine forældre så har respekteret) og min bio. mor blev hos hendes familie. Mødte en ny mand og fik tre drenge med ham hvor af den ene er opvokset hos faderen. Hendes nuværende mand er ikke far til nogen af os og de har aldrig selv kunne få fælles børn!

Min bio. far har jeg set en gang igennem en bil rude, underligt, men jeg kunne ikke opsøge ham på daværende tidspunkt da han lige havde mistet en datter på 24 år ved en trafik ulykke. Jeg ved jo heller ikke om hans nye familie nogensinde har fået noget af vide om min eksistens. Måske der er nogen her der tænker: Det vidste du da heller ikke om din bio. mor`s familie…Nej det er rigtig nok men jeg tog altså chancen og fandt det som det mest naturlige, at det var hende jeg skrev til. I dag ville jeg gerne kontakte min bio. far, men kan ikke finde ham….

Kontakten vedblev, jeg fik en dejlig søn i 1992, og hun var meget stolt over at blive mormor, altså mormor nr. 2. Der gik nogle år og så var det som om, at hun ikke rigtig var så interesseret

længere og jeg gjorde ikke meget for at opretholde kontakten. Måske vi begge egentlig havde nok i vores egen tilværelse med mand og børn???

Nu er vi så nået til år 2004, jeg har genoptaget kontakten til min bio. mor lidt via e-mail, der er sket mange ting i de forløbne år: Hun ser ikke sine to af de tre drenge mere, hvem der egentligt har skabt ”problemer” kan være lige meget, men underligt er det at tænke på, at hun hele tiden skal ”miste”.
Jeg har meget ondt af hende, det må gøre frygtelig ondt at miste sit eget kød og blod, en gang må da være nok, tænker jeg!

Som skrevet før, har jeg fået en dejlig dreng, der nu er 11 år, han ligner meget sin far, men så sandelig også min bio. familie, og så er det jo dejligt at kunne sætte ”ansigter” på.
Vi er stadig en lille men lykkelig familie her, desværre blev det aldrig til flere børn, pga. en operation i mit underliv, men hver dag takker jeg for, at jeg fik den store gave med på min vej, at få et barn!!

Mine sidste ord skal være: Husk at du har alt og vinde intet at tabe ved, at forsøge at finde dine rødder. Dog skal du huske, ikke at være alene om det, der er mange følelser der skal ”vendes”.

Held og lykke
Fra et taknemmeligt og lykkeligt
Adoptivbarn.

Tilbage