Helle's historie. Fandt ved en tilfældighed ud af at hun var adopteret

Det var en dejlig morgen, om få dage blev jeg 30 år, ungerne var sendt i skole, jeg kyssede manden farvel og tog på arbejde.
Det var torsdag, og jeg skulle mødes med min 12–årige søn til fyraften, vi skulle lige et smut til kordegnen og få rettet hans dåbsattest.
Der har i en menneskealder været tvivl om hvordan familiens sjældne efternavn skulle staves korrekt, og nu ville min søn altså hedde det helt ”rigtige” efternavn.
Kordegnen i mit fødesogn kendte jeg så godt. Han havde været kordegn siden ”ruder konges” tid, så
jeg regnede med at det var en formsag. Vel ankommet, var min kordegn blevet syg og man havde indsat en ung vikar.
Jeg fremlagde mit ærinde, havde medbragt vores dåbsattester og bad ham undersøge stavemåden på min fars navn.
Den unge kordegn var meget imødekommende, han hentede kirkebogen, - og fandt fejlen.
Selvfølgelig ville han da rette den fejl, - den var jo sket da jeg blev adopteret !!!
Jeg var målløs, begyndte så at grine, - jeg er da ikke adopteret ! – men jo, - det stod meget klart i kirkebogen.

Den stakkels kordegn blev fuldstændig febrilsk, han anede intet om min families ”hemmelighed” som den gamle kordegn havde holdt tæt med i alle disse mange år.

Det endte med at jeg måtte trøste den unge kordegn, som af vanvare havde været alt for meddelsom.
Stakkels mand.

Min søn og jeg grinede hele vejen hjem, og samtidig var mit sind i kaos, her havde vi regnet med en lille formsag, - nu skulle vi hjem og fortælle min mand og datter denne nyhed. Sikke noget.

Jeg turde ganske enkelt ikke konfrontere mine forældre med min nye viden, så først efter en uges tid fik jeg mod til at ringe hjem.(måske håbede jeg til det sidste, at det ikke passede)
Min mor benægtede alt i starten, min far blev rasende og påstod at han var min far.
De var chokerede, men måtte til sidst erkende at det var korrekt, - jeg var adopteret.

Mine forældre var henholdsvis 38 og 42 år da de adopterede mig i 1962 via en annonce i Berlingske Tidende.
De blev gift i 1942 og fik 3 biologiske børn, søn i 1946, en datter i 1950 og endnu en søn i 1951.
Jeg voksede op i en kernefamilie, mine 3 søskende forkælede mig til overflod, min far forgudede mig og jeg var mors ”problembarn”.

At jeg var adopteret, blev holdt skjult for alle, også den nærmeste familie. Min mor havde gået med puder under kjolen så hun agerede gravid. Hun mødtes et par gange med min biologiske mor under hendes graviditet, men har ikke siden set hende.
Jeg er født på en privat fødeklinik og blev hentet af min adoptivmor få dage efter fødslen.

Jeg brugte et års tid eller mere til at tænke over min nye ”status” - egentlig ville det jo ikke ændre noget, - men alligevel, pludselig er man ikke den person man hidtil havde været, min familie var ikke ”min”, mine elskede søskende var ikke mine rigtige søskende osv.
Jeg følte mig sat ud på et sidespor, hørte ikke rigtigt til familien og kunne jeg så fremover stole på nogen ? Det var utroligt svært, - men nok mest min egen indbildning, - jeg var jo lige elsket uanset hvad. Mine søskende var lige chokerede og det hele var meget uvirkeligt.
Jeg havde på et tidspunkt kontaktet folkeregistret og havde oplysning om min bio-mors navn og adresse, - men turde ikke kontakte hende, jeg var nysgerrig og havde så mange ubesvarede spørgsmål, men kunne simpelthen ikke tage mig sammen.
Selvfølgelig var jeg nysgerrig efter at se om jeg lignede min biologiske mor.
Man håber jo altid på det bedste, at hun var et ordentligt og godt menneske, at vi kunne få et fornuftigt forhold til hinanden osv. osv.

Min mand og børn opfordrede mig til at sende den biologiske mor et pænt og diskret brev.
Det var utroligt svært at skrive til en fremmed, dels er man bange for afvisning, men også det at bryde ind i en andens liv, - og måske ødelægge noget. Jeg skrev meget diskret, næsten anonymt, og få dage efter fik jeg et meget sødt brev retur fra min bio-mor. Hun bad mig om at ringe.
Hun virkede så sød og imødekommende, så vi aftalte at mødes et par dage senere.
Endelig skulle jeg møde hende, men mine forventninger var måske lidt for store.
Hun var da sød, men der var noget ved hende jeg ikke lige kunne gennemskue, hun lignede mig ikke og jeg havde intet til fælles med hende !
Hun var fraskilt og levede alene. Var blevet gift ret ung, havde født en søn i 1958 og endnu en søn i 1960, jeg blev også født i dette ægteskab, men hun kunne ikke beholde mig da de stod over for skilsmisse. De 2 ældste drenge blev sendt på børnehjem i en periode.
Hun fortalte mig at hun blev gift igen og fik endnu en søn i 1967, hentede sine drenge på børnehjemmet, men dette ægteskab holdt heller ikke, så hun blev enlig mor til de 3 drenge.

Jeg mødte min yngste bio-bror, men det blev heller ikke en succes. Både mor og søn var alt for omklamrende, rendte mig på dørene, væltede alverdens problemer over til mig og forventede at jeg som datter og søster var klar til at løse deres private problemer og sorger, nu var jeg jo endelig kommet ind i deres liv.
Samtidig gik det op for mig at min biologiske mor var alkoholiker og levede i en verden af løgne.

Det blev alt for stor en mundfuld, jeg var ikke parat til at blive medlem af deres familie. Jeg havde jo min egen trygge familie og familiefølelser kommer altså ikke fra den ene dag til den anden.
Efter ½ år afbrød jeg forbindelsen, skiftede telefonnummer, flyttede og fik uoplyst adresse.
Det hjalp ikke stort, nu sendte min bio-mor i stedet breve til min arbejdsgiver og fortalte at jeg var hendes datter.
Ikke at det gav mig problemer på arbejdspladsen, men det var ganske ubehageligt.
Jeg ignorerede hendes breve og til slut hørte jeg ikke mere fra dem.

10 år senere modtog jeg så en opringning fra min biologiske storebror. Han havde i forbindelse med den ”biologiske” fars død, fundet ud af min eksistens. Over for ham, havde vores bio-mor ellers fortalt, at jeg var død som lille, efter et fald ud af vinduet.

Han var noget forbløffet over at jeg var bortadopteret, - og i live.
I forbindelse med arvesagen var mit navn dukket op, selv om jeg ikke var arveberettiget som bortadopteret.
Det skulle ikke blive den eneste overraskelse. Arvesagen trak ud, og få måneder efter modtog jeg et brev fra advokaten, - der var endnu en bror, - som også var bortadopteret, født 9 måneder efter min adoption !!!

Nu var vi pludselig 5 søskende, og denne bror ville meget gerne i kontakt med sin biologiske familie.

Min bio-mor har fortalt os børn den ene løgn efter den anden, med det resultat at hun heller ikke har kontakt med sine 3 drenge i dag.
Hendes førstefødte er barn af hendes første ægtemand , søn nummer 2 og jeg har samme far, men ikke den mand hun var gift med, - det 4 barn som også er bortadopteret har en helt tredie far, og den yngste søn har en fjerde far.
Hun vil ikke oplyse hvem fædrene er, og da vi er født i ægteskab, blev ægtefællen automatisk dømt som far og forsørger.

Hvem ved, måske dukker der flere søskende op hen ad vejen ? Jeg ville ikke længere blive overrasket, -smil.

Jeg må indrømme at jeg har været vred og fordømmende, jeg kan ikke forholde mig til hende, jeg har ingen følelser for hende og jeg har ikke ønske om at genoptage kontakten. Jeg har altid troet ,at man på en eller anden måde ville føle sig knyttet til sine biologiske rødder, - men det gælder altså ikke altid.

Jeg har dag lidt kontakt med 2 af mine bio-brødre, og sådan forbliver det.
Specielt den yngre bror føler jeg med, han er jo i samme båd som bortadopteret, og han er lidt rystet over alle de oplysninger han har fået serveret på så kort tid.
Jeg hjælper ham med alle de oplysninger jeg kan, han har krav på at finde sandheden og få ro med sig selv.
Jeg kan ikke sige at jeg nærer søskendekærlighed til mine bio-brødre, - det ville være en løgn, men de er ærlige og søde mennesker som jeg med tiden kommer til at holde af.

Jeg er ikke længere vred , jeg har forliget mig med at være adopteret, og har fundet ro og overskud til at hjælpe andre i samme båd.

Min adoptivfamilie vil altid være min rigtige familie, dem jeg har delt min barndom, ungdom og minder med, - og det kan der heldigvis ikke laves om på.

Set i bakspejlet, så havde jeg nok alligevel kontaktet min biologiske mor, - men det er altså ikke altid det ender med en lykkelig genforening.

Selv om min historie er lidt trist, så er jeg alligevel glad for at kende baggrunden. Jeg behøver ikke at drømme og fantasere om hvor jeg kommer fra, nu har jeg en vished at forholde mig til. Jeg føler mig stærk og glad indeni, jeg har lært meget om mig selv, er ikke længere bange for store følelser og er blevet et positivt selvstændigt menneske.

Jeg vil opfordre andre adopterede til at tænke sig godt om, - gør dig bevidst om hvad du ønsker ved et møde med den biologiske familie, - og endelig: Sørg for at du har opbakning hjemmefra, - det har man brug for hele vejen igennem. Der er mange følelser at forholde sig til, og det kommer ganske bag på en, at man ikke har en ”drejebog” med alle de reaktioner der følger os.

Held og lykke til Jer alle i samme båd.

Helle

Tilbage