TANKER, FØLELSER, INDRE KAOS
OG IKKE MINDST SUCCES

Her sidder en 52-årig pige og tænker tilbage på alle de mange år, hun har vidst, at hun er adopteret og prøver at genkalde sig de tanker, hun har gjort sig og de følelser, hun har haft i den forbindelse.

Jeg fik i en meget tidlig alder at vide, at jeg var adopteret – så tidligt, at jeg end ikke kan huske hvornår. Jeg plejer derfor at sige, at jeg altid har vidst det. I det følgende vil jeg – som altid – benævne mine adoptivforældre som mor og far – det er jo netop lige det, de har været for mig. Den kvinde og mand, der satte mig i verden, vil for mit vedkommende altid forblive fremmede mennesker, idet de begge er afgået ved døden for adskillige år siden.

Mine forældre fortalte mig tit, at jeg var noget særligt. De jo havde valgt mig – til forskel fra, når man får egne børn. De troede ikke, at de var i stand til at få egne børn, men helt så galt stod det dog nu alligevel ikke til, idet jeg allerede, da jeg var godt 1 år, fik en lillesøster, som 3-årig endnu en lillesøster og som 9-årig en lillebror. Pludselig var vi altså 4 søskende. Vi fire voksede op i harmoni i en familie med kærlighed nok til os alle, og mine små søskende fik også i en tidlig alder at vide, at deres storesøster ikke var kommet med den samme stork, som de var. Så vi voksede op med den samme viden.

I de første mange, mange år tænkte jeg ikke over, at mit liv var spor anderledes end mine søskendes – hverdagen for dem og for mig var jo den samme – og som barn tænker man nok ikke på følelser af den slags, som man gør, når man bliver teenager og voksen.

Det var derfor først, da jeg blev teenager, at tankerne om mine biologiske forældre begyndte ”at spøge”. Jeg husker ikke, at jeg direkte spurgte mine forældre ud om mit biologiske ophav, men jeg husker, at jeg ”altid” fik at vide, at ”din mor har mange børn” og ”din mor havde mange mænd”. Med til historien hører, at min biologiske mor blev enke (med 6 børn) i en alder af blot 36 år. Hvorfra mine forældre havde deres oplysninger ved jeg ikke, men disse oplysninger var nok til, at jeg ikke selv forsøgte at finde ud af noget om mine biologiske forældre, for tænk om jeg nu stak hovedet i et hvepsebo? Eller hvad der kunne være endnu værre: Hvad om det nu viste sig, at det var nogle underlige mennesker, den der familie, jeg stammede fra! Tænk om det var en flok kriminelle! Nej, jeg skulle bestemt ikke nyde noget. Så hellere gå med drømmen om, at der en dag dukkede en eller anden person op og fortalte mig, at vi var i familie – så kunne jeg nemlig selv tage stilling til, om det var ”noget” at bygge videre på. Kort sagt: Jeg turde simpelt hen ikke at vove mig ud i det.

Den dag jeg fyldte 18 år, fik jeg udleveret min adoptionsbevilling. Det var nu ”lidt” underligt, for lige pludselig stod jeg med nogle oplysninger om mine biologiske forældre: Såvel fulde navne som fødselsdatoer. NU kunne jeg da prøve at finde dem og se om de ville vide af mig. Men det gjorde jeg ikke, jeg havde det jo faktisk ”godt nok” foruden.

Da jeg som 23-årig ventede vores første barn, tog jeg mod til mig og det lykkedes mig også at få nogle få oplysninger om min biologiske far. Det viste sig bl.a., at han var død 2 år forinden. Siden prøvede jeg aldrig at spore min biologiske familie. 20 år senere fik jeg at vide, at min biologiske mor var død og det viste sig at være samme år, som jeg fik oplysningerne om min biologiske fars død.

Det år jeg var fyldt 43 , ringede min mor pludselig til mig på mit arbejde – noget hun ellers aldrig gjorde. Hun havde netop modtaget et brev fra Civilretsdirektoratet i anledning af en forespørgsel fra en kvinde, der viste sig at være en storesøster på min biologiske mors side. Min halvsøster ville gerne have kontakt med mig, og selv om jeg på det tidspunkt jo faktisk havde været myndig i adskillige år, skulle direktoratet alligevel have mine forældres accept på at videregive mine data til hende. Hun havde i næsten 50 år gået rundt med et ønske om at finde mig, og nu var hun altså nået så langt, at det KUNNE lykkes hende at blive genforenet med mig.

Vi syntes faktisk alle sammen, at det var lidt latterligt, at mor og far skulle give lov, men man må jo forstå, at det desværre ikke er alle adopterede, der ved, at de er adopteret. Mange voksne adopterede lever i ”lykkelig uvidenhed”, og det er jo netop for at beskytte ”barnet”, at korrespondancen skal gå gennem adoptivforældrene.

I vores tilfælde var det dog overhovedet ikke et problem for hverken mine forældre eller mig selv, da jeg jo – som tidligere nævnt - altid havde vidst at jeg var adopteret og dermed i sagens natur selv havde haft masser af muligheder for at spore mine rødder, hvis det var det, jeg ville. Mine forældre mente også – som den naturligste ting i verden – at vi selvfølgelig skulle have chancen for at mødes, og som min far sagde: ”Enhver har ret til at kende sine rødder”.

Jeg fik som nævnt denne opringning, mens jeg var på arbejde, så resten af den dag var jeg ikke så effektiv, som jeg burde. Hele mit indre var i oprør og kaos. Det var først i denne forbindelse, at følelserne fik frit løb. NU kunne der blive sat navne og hoveder på de ”børn”, som jeg altid havde hørt, at min biologiske mor havde. NU kunne jeg få at vide, hvad de var for nogle mennesker. NU kunne jeg måske også få noget at vide om, hvorfor jeg var blevet bortadopteret. Der var ingen ende på alle de spørgsmål, jeg kunne få svar på – troede jeg.

Da jeg kom hjem fra arbejde, havde jeg fået det gennemtænkt så meget, at jeg var ret sikker på, at hvis jeg ikke kontaktede min halvsøster allerede samme eftermiddag, men derimod skulle bruge tid til at tænke over OM jeg overhovedet ville kontakte hende, ja, så var jeg ikke sikker på, at jeg turde tage springet. Så i stedet for at gå som katten om den varme grød, var der ”bare” en ting at gøre, nemlig ”at tage tyren ved hornene” lige med det samme og se at få det ”overstået”.

Som tænkt, så gjort. Jeg ringede op og præsenterede mig alene med fornavn, hvilket resulterede i en laaaaaaaaaaang pause i den anden ende. Her er jeg nødt til at fortælle, at i det brev, som min halvsøster havde sendt til mig via direktoratet, havde hun skrevet: ”For mig er du . . . .”. Og det VAR mit navn hun havde nævnt, så derfor behøvede jeg kun at bruge mit fornavn for at fortælle, hvem det var, der ringede op. Når jeg tænker tilbage på ”den metode”, jeg anvendte, kan jeg godt forstå, at hun blev mundlam lige i øjeblikket. Jeg har senere fået at vide, at det overraskede hende, at jeg sådan lige pludselig var så tæt på. Hun havde ikke forestillet sig, at det ville gå SÅ hurtigt.

Det blev så startskuddet på vores ”genforening”. Jo, det var en genforening, for hun er 8 år ældre end mig, og kunne jo huske, da jeg blev født, da jeg kom hjem fra sygehuset og også da jeg, en dag da hun kom hjem fra skole, ikke var der mere. Jeg forsvandt ud af hendes (og de andres) liv, men jeg forsvandt bare aldrig ud af hendes erindring.

Blot 3 uger efter at have talt sammen telefonisk og skrevet nogle breve til hinanden, mødtes vi så for ”første gang”, og NU skulle jeg så endelig have svar på alle mine spørgsmål. Mit dilemma var blot, at jeg ikke kunne komme i tanker om, HVAD det var, jeg gerne ville have svar på. Her havde jeg i så mange år gået rundt og forestillet mig, at der var så meget, jeg gerne ville vide, og så ”evnede” jeg altså ikke at stille et eneste spørgsmål.

Det blev så i stedet sådan, at jeg er blevet ”fodret” med oplysninger, og oplysninger har det indtil nu ikke skortet på. Jeg har fået virkelig meget at vide om den familie, jeg blev født ind i. Den fremgangsmåde har i vores tilfælde været ideel, idet JEG har fået mulighed for at ”sortere” til og fra. Der vil altid være oplysninger, som man ”ikke kan bruge til noget” ligesom der er oplysninger, som man gemmer det ene eller andet sted i hukommelsen.

Jeg fik ret hurtigt indsigt i, at det ikke var af ”ond vilje”, men af kærlighed, at jeg dengang blev ”valgt fra”. Som yngste skud på stammen hos en enlig 41-årig ufaglært kvinde med i forvejen 6 børn i alderen 6 til 18 år, var der var jo mange munde at skulle mætte hver dag - og det tilmed i en tid, hvor pengene jo VAR små.

Jeg vil ikke påstå, at det er ”lutter lagkage” at blive fyldt med alle slags oplysninger, for det er det IKKE, men når man som jeg altså ikke ”evnede” at formulere mine spørgsmål selv, så var det måden, det blev gjort på i vores tilfælde.

Jeg får til stadighed nye oplysninger om mit biologiske ophav, ligesom jeg får mere og mere indsigt i familierelationerne. Jeg har også haft den glæde at blive ”accepteret” af både ældre og yngre familiemedlemmer, for slet ikke at tale om, hvordan min egen familie har taget imod min halvsøster, hendes mand samt deres børn og svigerbørn. Vi er faktisk blevet EN STOR FAMILIE på tværs af, hvor vi hver især kommer fra.

Hvis mine forældre engang troede, at jeg ville ”forlade” DEM til fordel for min biologiske familie, så besidder jeg nu heldigvis den viden, at de havde det godt med, at de tillod min halvsøster og jeg at få mulighed for at lære hinanden at kende. Mine forældre nåede nemlig – mens de endnu levede – at kunne glæde sig over, at det blev en succes.

Den positive oplevelse, som jeg har haft i forbindelse med ovennævnte ”sag”, har været en medvirkende årsag til, at JEG SELV for nylig tog initiativ til at søge efter familie efter min biologiske far. Jeg kontaktede PRIVATDETEKTIVERNE/NETDETEKTIVERNE, som på under en uge var i stand til at fortælle mig, at jeg i hvert tilfælde har en halvsøster. Om der er flere familiemedlemmer, vides på nuværende tidspunkt ikke, idet jeg venter svar på, hvorvidt min halvsøster, som ikke havde det fjerneste kendskab til min eksistens og som nu er en aldrende dame, har lyst til at lære mig at kende.

Jeg vil naturligvis være et skarn, hvis jeg påstår, at jeg ikke vil blive skuffet, hvis jeg ”vælges fra” endnu engang, selvfølgelig vil jeg det. På den anden side er jeg nødt til at acceptere udfaldet af hendes beslutning – også hvis svaret viser sig at være negativt. Jeg ved, at hun har besluttet, at det skal være hendes beslutning, om hun vil have en ½ lillesøster eller ej.

Ja, så lykkedes det alligevel også at blive ”genforenet” med en halvsøster på min biologiske fars side. Ja, genforenet er måske så meget sagt, for hun kendte jo - som nævnt - ikke til min eksistens.

Hun kontaktede mig og tilbød, at vi kunne mødes hos hende i forbindelse med, at vi skulle holde ferie i vores sommerhus, som ligger på selvsamme ø, som hun bor. OM jeg havde sommerfugle i maven, den dag det skulle ”ske”? Det er ikke ordet! Det var med ”bange anelser”, at jeg drog af sted, hvilket dog efter kun få øjeblikke skulle vise sig af være aldeles ubegrundet. Vi var på bølgelængde næsten med det samme. Hun betroede mig dog, at hun (også) havde sovet dårligt om natten og ”havde tænkt sit” – nøjagtigt som jeg havde.

Vi hyggede os og snakkede om både hendes, min anden halvsøsters og min familie. Jo, vi havde virkelig meget at tale om – al den stund, at både hun og hendes forældre samt min biologiske mor og hendes børn (inklusive mig) i tidernes morgen boede i den samme (på det tidspunkt) lille by, hvor næsten alle kendte alle.

Dette møde med en anden halvsøster viste sig også at blive en succes, idet hun gav udtryk for, at jeg er velkommen næste gang, vi kommer til øen.

Hvis I, der sidder og læser denne beretning er i tvivl om, hvorvidt I har mod på en tilsvarende ”genforening” eller kontakt, jamen til Jer har jeg ”kun” en ting at sige: Udsæt ikke til i morgen, hvad der kan udrettes i dag! Und Jer selv at gøre et forsøg. Det kan ALDRIG gå værre end galt, og hvis I ellers bare måtte blive halvt så lykkelige, som vi blev, vil I være nået MEGET langt.

Efterskrift:
Uden mine søstres medvirken, havde jeg ikke turdet binde an med at finde denne sidste søster. Jeg er dem begge dybt taknemmelig over den opbakning jeg har fået i forbindelse med at jeg er blevet fundet af og ikke mindst har fundet mine sidste rødder.



Tilbage


© Alt tekst, billeder og alle lydfiler tilhører Netdetektiverne og er copyrightbeskyttet. Materialet må under ingen omstændigheder anvendes i andre sammenhæng eller under nogen form kopieres.